Du vil måske gerne anskaffe dig en 'grønnere' bil, men er i tvivl om du skal vælge en hybrid-, plug-in hybrid- eller en elbil? Herunder forsøger vi at give et bedre overblik over de forskellige variationer.
En hybridbil har to forskellige motorer; en elmotor og en forbrændingsmotor der kører på benzin eller diesel. Bilen finder selv ud af hvornår den skal bruge hvilken motor. Bilen oplader automatisk når du kører ved hjælp af den kinetiske energi, så du skal kun tænke på at fylde brændstof på. Du kan kende hybridmodeller på forkortelsen HEV.
Biler med Plug-in hybrid, fungerer langt hen ad vejen ligesom almindelig hybrid. En plug-in hybridbil har dog et større batteri som du også selv kan lade på, hvilket gør at du kan køre længere på ren el. Plug-in biler kan som regel køre mellem 20 og 60 km på ren el. Du kan kende Plug-in hybridmodeller på forkortelsen PHEV.
Elbiler kører udelukkende på strøm og har derfor et større batteri end diverse hybridbiler. Elbilen kan lades op ved ladestationer rundt i landet eller hjemme med en ladeboks. Elbiler er de ultimative 'grønne' biler, da de ikke udleder CO2. Elbiler har en hurtig acceleration på grund af det meget høje omdrejningsmoment. Elbiler har udviklet sig meget på det seneste og kan fås med en rækkevidde på 455 km.